Sådan skaber Matter vækst og trivsel gennem inklusion og tværfaglighed

Skrevet af Regitze Siggaard.

Hvordan skaber man en virksomhed, hvor unge talenter trives, og forretningen  samtidig vækster i højt tempo?  

Hos Matter, en FinTech-virksomhed med fokus på bæredygtige investeringer, er  trivsel og diversitet afgørende for at opnå succes. Med kontorer i København og  London og 35 medarbejdere, har medstifter og CEO Niels Fibæk-Jensen gjort  sig en række erfaringer med at opbygge en virksomhedskultur, der både  understøtter vækst og rummer plads til forskellighed. 

I vores samtale med Niels delte han nogle af de nøgleprincipper, der har været  afgørende for Matters rejse mod succes. 

At skabe et inkluderende fællesskab 

Niels Fibæk-Jensen, Co-Founder

Fra begyndelsen var det vigtigt for Matter at opbygge et internationalt og  tværfagligt team. Niels og hans medstiftere havde en klar vision om, at diversitet  i både kompetencer og kulturer ville styrke deres forretning.  

“Vi ville fra starten opbygge et tværfagligt, internationalt stærkt team, hvor  forskellige kompetencer kunne supplere hinanden. Men talentpuljen i  Danmark er lille, så vi blev hurtigt nødt til at tænke internationalt,” forklarer  Niels. 

Og ved at tænke åbenhed og inklusion formåede Matter at tiltrække dygtige  talenter fra hele verden.  

Som en sjov detalje havde vi også fokus på at udrydde nogen af de danske  uhensigtsmæssigheder som fx sarkasme, fordi det er så vanskeligt for folk fra  andre kulturer at forstå,” tilføjer Niels. 

Nogle andre vigtige elementer i udviklingen af virksomheden har fx også været at skabe nogle gode fysiske rammer for alle. For Niels og hans team symboliserede skiftet fra at købe frokost i Netto til at have eget kontor med  frokostordning en vigtig udvikling i virksomhedens rejse. 

Det handlede ikke kun om praktiske fordele, men også om at skabe en  professionel og inspirerende ramme, der kunne styrke både arbejdsglæde og  sammenhold. For Niels betød det at investere i medarbejdernes trivsel og  signalere, at virksomheden var i vækst og på vej mod større ambitioner.

Kontoret som samlingspunkt 

Som mange andre virksomheder oplevede Matter, at coronapandemien vendte  op og ned på hverdagen, og hjemmearbejde blev en nødvendighed. Det betød,  at ledelsen skulle finde nye måder at skabe fællesskab og sikre trivsel på trods af  den fysiske afstand. 

Niels indrømmer, at han personligt foretrækker at være fysisk til stede på  kontoret.  

“Jeg er måske lidt gammeldags, men jeg synes, det er lettere at tage  temperaturen på medarbejderne og have vanskelige samtaler, når man er på  kontoret,” fortæller han.  

Alligevel har Matter valgt at omfavne fleksibilitet ved både at tilbyde  muligheden for hjemmearbejde og skabe attraktive fysiske rammer på  kontoret, så folk har lyst til at komme der. 

Matter har også erkendt, at trivsel og engagement kræver mere end blot en flot  arbejdsplads. Den gode arbejdsdag handler om at sikre, at medarbejderne føler  sig trygge og inkluderede, hvad enten de sidder hjemme eller på kontoret. 

“Vi har lært, at det kræver meget kommunikation og åbenhed at sikre, at alle  føler sig som en del af fællesskabet,” siger Niels. 

Tværfagligt samarbejde som en styrke 

Matter har som FinTech-virksomhed specialiseret sig i ESG (Environmental,  Social, and Governance) og bæredygtige investeringer, hvilket kræver et tæt  samarbejde mellem forskellige faggrupper, herunder teknologi, finans og  design. Dette kan dog også være en udfordring, når forskellige faglige  baggrunde skal arbejde sammen. 

“Vi er blevet meget opmærksomme på, hvor vigtigt det er at skabe de bedste  forudsætninger for tværfagligt samarbejde. Når folk kommer fra forskellige  verdener, kan det være svært at forstå hinanden, medmindre man er god til at  tale om det,” forklarer Niels.  

Derfor har Matter investeret i at skabe rammer, hvor faggrupperne kan mødes  og diskutere deres forskelligheder – og på den måde sikre, at de kan omsætte  deres viden til konkret handling. 

En stærk vision tiltrækker talenter 

En af de største fordele for Matter er deres klare vision om at gøre en positiv  forskel i verden gennem bæredygtige investeringer. Ifølge Niels er det en af  grundene til, at de har været så heldige at tiltrække højt kvalificerede  medarbejdere fra hele verden.

“Vores produkt og det, vi gør for verden, gør det spændende for mange at blive  en del af,” fortæller Niels.  

Det er netop denne kombination af teknologi, finans og bæredygtighed, der  appellerer til unge talenter, der søger mening i deres arbejde. Matter har  således skabt en attraktiv arbejdsplads for mennesker, der brænder for både  personlig og professionel udvikling. 

Plads til forskelligheder 

En central del af Matters kultur er at skabe et miljø, hvor der er plads til alle – uanset baggrund, personlighed eller eventuelle udfordringer. ”Det er vigtigt, at  vi skaber plads til, at folk kan være sig selv,” siger Niels. 

Han understreger, at mental sundhed og modstandsdygtighed er to forskellige  ting, og det er vigtigt at skabe en kultur, hvor medarbejderne kan føle sig trygge  nok til at vise sårbarhed. “Folk præsterer bedst, hvis de har ro og føler sig sikre  på, at de gør det godt nok,” tilføjer han. 

En kultur under konstant udvikling 

Som en virksomhed i vækst er Matter hele tiden i gang med at finjustere deres  kultur og arbejdsmiljø for at sikre, at de kan tiltrække og fastholde de bedste  talenter. Det handler ikke kun om at skabe en god arbejdsplads for i dag, men  også om at være forberedt på de udfordringer, fremtiden bringer. 

“Vi skal hele tiden blive bedre til at skabe de bedste forudsætninger for vores  medarbejdere, så de kan yde deres bedste,” siger Niels.  

Det handler bl.a. om at give plads til både sårbarhed og forskellighed, så alle kan  bidrage med deres fulde potentiale. 

Tak til Niels Fibæk-Jensen for at dele sine erfaringer om at opbygge en  inkluderende og succesfuld virksomhedskultur i Matter. Vi ser frem til at følge  deres fortsatte rejse mod vækst og bæredygtighed.

Dette er den en historie i Power of People serien, hvor +25 ledere deler deres erfaringer med medarbejdertrivsel, kommunikation og konflikter, og hvordan de arbejder for at fremme mental og fysisk sundhed i virksomheder i vækst.