Tidszoner, transparens og trivsel i vækstvirksomheden 24Slides
Skrevet af Regitze Siggaard.
Når man leder efter rollemodeller for, hvordan man kan vækste en virksomhed uden at miste fokus på trivsel og en stærk kultur, er 24Slides et godt sted at kigge.
I en samtale med Louise Holk, Chief Impact Officer hos 24Slides, bliver det hurtigt klart, at nøgleord som anerkendelse, transparens og åbenhed gennemsyrer virksomheden på tværs af dens globale teams.
24Slides blev lanceret i 2012, og har i dag næsten 300 medarbejdere fordelt over tre kontinenter. Med deres ekspertise i at skabe professionelle præsentationer henvender de sig til alle slags virksomheder, men har særligt fokus på de lidt større virksomheder, og har især god erfaring hos konsulenthuse og Pharma industrien.
Og så må man også gerne lade sig imponere over at 24Slides med kontorer i Danmark, Indonesien, Peru og Ukraine, på trods af forskellige tidszoner og kulturelle forskelle, har formået at skabe en sammenhængende virksomhedskultur.
Trivsel som fundament for vækst
24Slides har en ambitiøs vækstrejse foran sig, men når det gælder tilknytning af nye talenter og medarbejdere, er det altafgørende for dem at skabe trygge og langtidsholdbare arbejdspladser. Derfor stræber man efter at skabe trygge og stabile rammer for deres medarbejdere, så de kan føle sig sikre i deres ansættelse og have ro til at udvikle sig i deres job.
”Drømmen er at vi kan skabe arbejdspladser der både er gode og sikre. Derfor er det sidste vi gør også at fyre folk,” forklarer Louise Holk.
“Vi vil gerne skabe jobsikkerhed for vores medarbejdere, fordi det er den største sikkerhed du kan få i disse tider, hvor jobsikkerhed, især i Peru og Indonesien, ikke er en selvfølge. “Vi hyrer først, når vi kan se, at det er bæredygtigt.”
Derudover har 24Slides, i stedet for at følge en traditionel HR-struktur, etableret en afdeling de kalder People Success, som ikke blot fokuserer på rekruttering, men også på medarbejdertrivsel og udvikling.
“Vi skal vokse – ikke kun i antal medarbejdere, men også i vores egen udvikling,” understreger Louise.
Derfor gennemfører de også regelmæssige trivselsundersøgelser for at opfange uhensigtsmæssige trends i organisationen og tage hånd om dem, før de bliver til egentlige problemer.
Kulturelle forskelle som en styrke
Et andet stort fokus i 24 Slides er at tilgodese de forskellige kulturer. Med kontorer spredt ud over flere tidszoner og kulturer kan det nemlig være udfordrende at opretholde sammenhæng og trivsel, fordi der er stor forskel på, hvornår der arbejdes, hvordan der kommunikeres og ikke mindst, hvordan medarbejdere engagerer sig socialt.
“I Danmark vil vi gerne hjem til familien og slukke telefonen i weekenden”. “I Indonesien tager du gerne familien med og bruger hele din lørdag med dine kollegaer, og synes det er fedt, at der sker noget.”
Derfor er en stor del af budgettet i Indonesien fx sat af til forskellige aktiviteter i weekenden og om aftenen.
I forlængelse af de ”almindelige” aktiviteter for medarbejderne, så har Louises team (CSR-afdelingen) også en deI kampagner og aktiviteter, som engagerer medarbejderne. I den forbindelse har Louise selv skabt et team af det hun kalder ”Impact Ambassadors”, som er fordelt i de forskellige lande og afdelinger. Ideen er at have en arm længere ind i organisationen, end hendes eget team kan nå, og på den måde få feedback og idéer til aktiviteter, der i højere grad stemmer overens med medarbejdernes interesser og ønsker.
“Vi skal ikke sidde her i HQ i Danmark og bilde os ind, at vi ved hvad der er brug for, når der fx har været en oversvømmelse i Indonesien…. “Vi har kollegaer lokalt, der af åbenlyse årsager meget bedre kan vurdere situationen og agere derefter”. Vores fineste opgave er at bakke op om gode initiativer”, fortæller Louise.
De er altså meget opmærksomme på at de skal supportere de forslag der kommer i stedet for at diktere det der skal ske.
Tryghed, trivsel og transparens – væsentlige værdier i 24Slides
Hos 24Slides ved man godt at en sund balance mellem arbejde og privatliv er væsentligt. Og selvom man netop har et stærkt fokus på trivsel, betyder det ikke, at det dermed altid er let. Men ved f.eks. at opfordre medarbejderne til at fokusere på hvilke resultater og hvilken værdi man bidrager med frem for hvor meget tid man bruger, fornemmer vi, at det lykkes 24Slides at skabe rammerne for, at man kan finde en sund balance i sit arbejde.
Med “recommended days” på kontoret tre dage om ugen kan medarbejderne møde op efter behov og sikre både at kunne tilgodese fokustid såvel som private anliggender. Man er velkommen alle 5 dage men, “ Kom ind, hvis du kan bidrage til fællesskabet, og hvis fællesskabet kan bidrage til dig,” siger Louise
Her går ledelsen også forrest som gode eksempler, netop for at sikre en større sandsynlighed for at deres medarbejdere følger den samme tendens.
En anden vigtig detalje er at ”rammerne bliver sat og italesat ofte, så man bliver mindet om at ingen skal løbe hurtigere, end de kan,” tilføjer hun. På kontoret bliver der skabt plads til at udtrykke, når arbejdet er udfordrende, og der opfordres til at prioritere hobbyer og familieliv. Hos 24Slides mener de, at når man italesætter udfordringer og prioriterer sig selv som menneske, så bidrager det til en sund og tillidsfuld kultur.
Transparens er også en grundlæggende værdi i 24Slides. “Vores CEO deler åbent virksomhedens økonomiske status, så alle ved, om det går godt eller skidt,” siger Louise. Denne åbenhed skaber en kultur af tillid og ansvarlighed, og Louise tilføjer,
“Jo mere transparente vi er, jo bedre. Vi deler vores tal, og alle ved, hvordan hver måned ser ud i omsætning. Det giver os mulighed for at reagere på medarbejdernes ønsker og sætte de efterspurgte initiativer i gang når det er muligt.”
Den største udfordring: Tidszoner
Den største udfordring i 24Slides er de forskellige tidszoner, for det betyder at man nogle gange er nødt til at gå på kompromis med hvornår man skal gå på arbejde, men det er de vilkår man er ansat under.
Selvom medarbejderne ved, at der vil være sene eller tidlige møder på grund af tidsforskellen, kan det jo stadig være svært, men det er en udfordring vi er bevidst om, siger Louise. ”Derfor gør vi alt, hvad vi kan for at mindske de belastende situationer, som der følger med at arbejde på skæve tidspunkter.”
Fokus på fysisk sundhed og frivillighed
Selvom 24Slides ikke har en formel politik for fysisk aktivitet, opfordrer de til initiativer, der fremmer bevægelse og socialt samvær blandt medarbejderne. Louise har blandt andet introduceret Global Challenge Week, hvor medarbejdere på tværs af alle locations udfordrer sig selv til mere fysisk aktivitet. Det har også affødt aktive sociale arrangementer hvoraf nogle har udviklet sig til faste badminton- og yogaklubber, såvel som gå og løbeklubber.
Alle aktiviteter er frivillige. ”Vi opfordrer til bevægelse, men det er helt op til de enkelte deltagere at beslutte, hvordan de vil gøre det.”
Trivsel som forretningsmodel
Hos 24Slides kan man godt sige, at medarbejdertrivsel er en del af forretningsmodellen. Louise beskriver det som et økosystem, hvor aktiviteter som f.eks. Global Challenge Week både styrker medarbejdernes trivsel og forbedrer deres performance.
“Vores aktiviteter har en cirkulær værdi. Det vi investerer i vores medarbejdere, kommer tilbage til virksomheden,” siger Louise.
24Slides er en virksomhed, der ikke blot vokser i antal medarbejdere, men også i deres evne til at skabe en stærk, sammenhængende kultur på tværs af kontinenter. Det er tydeligt, at deres engagement i trivsel er en vigtig del af deres succes.
Tak til Louise Holk for hendes tid og for at dele 24Slides’ inspirerende rejse. Vi ser frem til at følge dem på deres fortsatte vækst.
Dette er en historie i Power of People serien, hvor +25 ledere deler deres erfaringer med medarbejdertrivsel, kommunikation og konflikter, og hvordan de arbejder for at fremme mental og fysisk sundhed i virksomheder i vækst.