Systematisk involvering af medarbejdere skaber stærke high-performance teams

Skrevet af Regitze Siggaard.

Er du i tvivl om, hvordan du opbygger en high-performance virksomhed? Så tag et kig på Gryphon Audio Design.

Som vækstvirksomhed har Gryphon et stærkt fokus på værdiskabelse gennem  hver enkelt medarbejder. Oplevelsen af at alle kan og vil byde ind med det som skaber værdi for forretningen, er det som skaber resultaterne. – et mindset, som i høj grad præger organisationens succes, forklarer Rune Skov, Global Sales Director og CEO for virksomhedens amerikanske datterselskab.

Tæt samarbejde på tværs af teams 

Rune Skov, Global Sales Director og CEO

Med et direktørskifte for seks år siden ændrede virksomheden ledelsesstil  radikalt for deres 23 medarbejdere. Den tidligere founder-ledede struktur blev  erstattet med en flad ledelse, hvor alle uanset position kan byde ind med idéer  til at styrke forretningen. Den nye tilgang har givet medarbejderne stor frihed  og skabt et miljø, hvor engagement og selvledelse driver samarbejdet. 

Vi arbejder med selvstyrende teams, hvor alle medarbejdere kan bidrage med  idéer til, hvordan vi kan skabe endnu større værdi for vores kunder og  distributører i hele verden,” forklarer Rune. 

Man kan godt sige at Gryphon er en virksomhed, der lægger vægt på  hverdagsdialoger, hvor alle – uanset rolle – har mulighed for at blive hørt.  

Typisk sidder vi i kantinen, hvor alle teams kan drøfte idéer til forbedringer – både produktmæssigt og på tværs af samarbejdet. Her tæller alles mening lige  meget,” fortæller Rune og understreger vigtigheden af daglige samtaler og  lavpraktiske samarbejdsformer. 

Vi er tæt på hinanden og vi ved hvem hinanden er”, tilføjer han

Kendskab til forskelligheder skaber styrke 

For at styrke kommunikationen arbejder Gryphon målrettet på at styrke  kommunikationen og kendskabet til hinandens unikke personligheder og  styrker. Rune Skov fortæller, at personprofiler er blevet en central del af teamets  udvikling. Med profiler på alle medarbejdere har han opnået en langt bedre  indsigt i teamets præferencer og arbejdsmønstre. Det gør det lettere for  teammedlemmerne at tilpasse deres samarbejde og forebygge potentielle  konflikter ved at være bevidste om, hvordan de bedst kommunikerer med  hinanden. 

“Når vi arbejder med personprofiler og ved, hvad der motiverer vores kollegaer,  kan vi bedre kommunikere og bruge hinandens styrker mere målrettet,” forklarer Rune og påpeger, at de individuelle styrker er synlige på  arbejdspladsen, så alle kan se og drage nytte af denne viden. 

Rune uddyber også, at teamet ved hjælp af personprofilerne nu undgår nogle af  de misforståelser, der tidligere kunne opstå i perioder med højt tempo:  

“Når tingene går stærkt, kan vi have en tendens til at kommunikere med  mennesker, som vi selv er, og tro, at de automatisk forstår os. Men det er jo  langt fra tilfældet, og derfor har vi også fået langt større fokus på, hvordan vi  kommunikerer. 

Fællesskab er vigtigt 

Vi bruger meget tid sammen, og det er vigtigt for os alle at føle os som en del  af fællesskabet,” siger Rune Skov og understreger, hvordan Gryphon Audio  Design arbejder aktivt for at styrke både samhørigheden og high-performance kulturen. For i Gryphon er teamkulturen ikke blot en del af arbejdsdagen – den  er en integreret del af virksomhedens succes og vækst. 

Når virksomheden tager på store messer eller deltager i prestigefyldte events,  er hele holdet med.  

“Det handler om at synliggøre, at ingen er noget uden hinanden, og det skaber  et stærkt sammenhold,” fortæller Rune. Denne filosofi afspejles også i Gryphons  årlige teambuilding-ture, der er noget ud over det sædvanlige.  

“Vi elsker hurtige biler, så vi flyver enten til Le Mans, Zandvoort eller Spa og  tilbringer en hel weekend sammen. Det skaber en unik kultur, hvor alle bliver  en del af fællesskabet og succesen.”

Men når ingen er noget uden hinanden, så fortæller det også at alle skal  performe på højeste niveau. Selv en lille procentdel afvigelse påvirker teamets  arbejde og kan forsinke processer. For selvom der er stor grad af frihed i  organisationen, er fælles fokus og løbende dialog afgørende.  

Vi har en høj grad af frihed, men vi mødes alligevel jævnligt – også digitalt – for at sikre, at vi alle arbejder mod de samme mål.” 

Nye talenter bringes ombord – med sans for det unikke 

Når Gryphon skal tiltrække nye talenter, går de til opgaven med en åben og  opsøgende tilgang. I stedet for systematiske rekrutteringsprocesser opsøger  virksomheden i stedet gerne dem, der matcher deres unikke teamkultur.  

“Vi har altid et budget, vi holder os til, men vi ved også, at der sommetider  opstår muligheder, som vi bare må gribe,” forklarer Rune. Denne fleksibilitet  betyder, at når de møder talentfulde personer, de finder inspirerende, tager de  ofte chancen for at bringe dem ind i teamet. 

”Charlotte var f.eks. frivillig, men hendes evner til at koordinere og skabe  overblik var tydelige,” fortæller Rune. Hun blev hurtigt en del af virksomheden  og er i dag Head of Operations for deres amerikanske datterselskab – en rolle,  hun på kort tid har vokset sig ind i igennem sin dedikation og engagement. 

Denne tilgang har givet Gryphon mange dygtige medarbejdere gennem årene.  Med en kultur, der kombinerer høj faglig frihed og et stærkt fællesskab, står  Gryphon Audio Design som et eksempel på, hvordan man opbygger et high performance team i en vækstvirksomhed, hvor alle både kan og vil være med til  at skabe værdi. 

Tak til dig Rune, for at dele så åbenhjertigt. Vi glæder os til at følge Gryphon  Audio Designs vækstrejse og den videre udvikling af deres inspirerende  arbejdskultur.

Dette er en historie i Power of People serien, hvor +25 ledere deler deres erfaringer med medarbejdertrivsel, kommunikation og konflikter, og hvordan de arbejder for at fremme mental og fysisk sundhed i virksomheder i vækst.